Vi kender alle sammen følelsen af at falde ind bag tankerne. I et kort øjeblik – eller måske længere – er vi ét med nuet. Vi oplever at være i flow, med det vi er i gang med og handler helt uden at tænke, men gør bare det der skal gøres. Det sker ofte, når vi laver noget kreativt. Men det kan også være, når vi er ude at gå i naturen, og vi i et øjeblik bliver grebet af skønheden eller storheden omkring os. Vi mærker pludselig en samhørighed med træerne, eller vi bliver slået af Livets storhed, når vi ser ud over havet. Vi mærker en fornemmelse af kærlighed, glæde og taknemmelighed for der vi er lige nu. Følelsen er ikke fremmed for os – vi kender den alle. Men mange af os oplever den kun i små korte glimt.
Det meste af tiden er vi så optagede af tankerne, at vi overser nuet. Vi tænker over vores arbejde, vores parforhold, vores børn, klimaet, noget vi har hørt i nyhederne eller hvordan vi skal nå alt det, som vi har på to-do listen for i dag. Vi føler os udmattede og længes efter ferie. Og så kaster vi os i tankerne ud i at planlægge, hvad vi skal lave, når sommeren kommer. Igen er vi væk fra nuet og forsvundet ind i tankerne.
Men hvordan kan det være, at vi igen og igen lader os forsvinde ind i tankerne på den måde, når vi godt kender den fantastiske følelse, som findes lige der bag tankerne? Hvorfor lever vi så ikke mere af tiden i den vidunderlige følelse, som nuet bringer med sig?
For mig handler det ofte om, at jeg tror jeg skal have styr på det hele, for at der ikke går noget galt. Jeg har ofte hørt mig selv tænke noget i retning af: “Jeg bliver da nødt til at tænke over mit arbejde – ellers kan jeg jo ikke løse de opgaver, jeg skal løse. Desuden er min kollega og jeg i en virkelig dum situation, fordi vi blev uenige om noget den anden dag. Hvis jeg ikke tænker over det, så får jeg det jo aldrig løst. Og så var der jo min datter, der blev ked af det i skolen. Det bliver jeg da også nødt til at tænke over, hvis ikke jeg gør noget, så er der jo ingen der gør noget.”
Jeg bilder mig selv ind, at jeg skal finde løsningerne på mine problemer – at det er mig, der har ansvaret. Og at løsningen findes i mine tanker – når jeg overvejer og analyser situationen. Men jeg ved jo godt, at det ikke er derfra løsningerne kommer. De kommer jo, når mit sind er klart og tankerne er i ro.
Jeg tror, vi alle har haft oplevelser, hvor vi i bilen på vej hjem fra arbejde, kommer i tanke om, hvordan vi løser en problematik, som vi har siddet og rodet med hele dagen på jobbet. Ikke fordi vi sad i bilen og analyserede videre på problemet. Tværtimod fordi vi et øjeblik slap tankerne og bare lod blikket falde ud gennem bilruden på træerne eller markerne eller de andre biler på vejen.
Det er bag tankerne, at roen bor – og det er også herfra, at de gode ideer, vores visdom, kommer. Vi ved det egentlig godt – for vi har alle oplevet det masser af gange i vores liv. Men vores tanker kan være så utroligt overbevisende, at vi igen og igen bliver forført af dem til at tro, at vi bliver nødt til at gøre en masse og tænke en masse for at klare det hele.
Men jo mere jeg interesserer mig for, hvad det er der gemmer sig bag tankerne og ikke længere lader mig fange så meget af tankerne, (selvom de stadig kommer i en uendelig strøm), så bliver de øjeblikke, hvor jeg oplever roen, kærligheden og glæden lige så stille længere og længere. Jeg er blevet opmærksom på, at jeg ikke behøver at bøje hovedet og synke ind i dybe tanker, men i stedet kan jeg løfte blikket og se… Se Livet – ikke bare mit eget lille liv, men LIVET – selve den Livskraft, som jeg er skabt af. Når jeg løfter blikket, mærker jeg en dyb taknemmelighed, forbundethed, kærlighed og glæde, jeg mærker min essens. Når jeg løfter blikket, kommer jeg tættere på visdommen og kan derfor mærke den tale til mig oftere og mere tydeligt. De ting, som før føltes svære bliver mindre vanskelige og mindre betydningsfulde.
Jeg har fået øje på, at hvis jeg vil leve mere af livet i den fantastiske følelse, som findes lige bag tankerne, så kræver det, at jeg tør at vælge at løfte blikket. Jeg skal turde at give slip på de mange vanetanker, som igen og igen forstyrrer mig i mit liv. Tanker om at jeg ikke er god nok, tanker om alt det som jeg skal nå, alt det praktiske med logistik og madpakker og hverdag. Når jeg tror på, at Livet nok skal guide mig, så oplever jeg, at selvom jeg har smidt alle to-do listerne ud, så når jeg alligevel alt det som er vigtigt. For når jeg er nærværende i det der er lige nu, så ved jeg i øjeblikket, hvad der er vigtigt at gøre.
Og når jeg først har givet slip bare et lille øjeblik og har fået øje på skønheden og roen, som venter på mig lige der bag tankerne – så kan jeg undre mig over, hvorfor jeg ikke gav slip for længst.