I sommer fyldte jeg 50 år – og jeg lagde mærke til, at jeg i den anledning havde en tendens til at måle og sammenligne mig selv. Var jeg nu nået langt nok? Hvor langt skulle man egentlig være som 50-årig? Så jeg yngre eller ældre ud end andre på 50 år? Var jeg i bedre eller dårligere form end man burde være som 50-årig? Havde jeg opnået de ting jeg ville – eller som jeg burde have opnået? Havde jeg fået indsigter nok? Var mine relationer til andre så dybe og tætte som de burde være?
Mit intellekt var meget opfindsomt og fandt igen og igen på nye områder, hvor jeg kunne måle og sammenligne mig selv. Det var både i forhold til andre – men også i forhold til standarder, som det holdt op for mig, som lige så sande, som hvis de var skrevet i sten.
Heldigvis gik jeg ud og ind af tankerne – som vi jo gør – og kontrasten var enorm.
Når jeg blev fanget af tankerne, sammenlignede jeg mig selv med andre og følte, at jeg slet ikke var der, hvor jeg burde være.
Når jeg hvilede i det stille sind, mærkede jeg kærligheden, roen og en dyb tro på, at jeg var lige, hvor jeg skulle være, og at alt var godt.
Forleden kom jeg til at tænke på det igen, fordi jeg fik øje på, hvor meget mit intellekt elsker at lave sammenligninger og måle og veje alting. Jeg tror de fleste af os har den tendens. Der er nærmest ikke grænser for, hvordan vi kan finde på at måle og vurdere os selv – og andre.
Vi måler os selv og andre i forhold til hvilket arbejde vi har, hvor meget vi tjener, hvor vi bor, hvad vi laver i fritiden, hvor meget vi rejser. Vi holder det op med standarder for, hvor vi tænker, vi eller andre burde være. Og vi sætter mål for, hvordan vi kan nå til det næste niveau og vurderer, hvor længe det mon vil tage os før vi kommer dertil.
Vi ser på vores relationer til andre og vurderer, om de nu er gode nok – og sammenligner dem med, hvordan det er i andre familier. Hvis vi når frem til den konklusion, at vi klarer os bedre end de andre, ånder vi lettet op og ranker ryggen – og hvis vi når frem til det modsatte sætter det gang i alverdens tanker om, hvad der mon er galt med os, og hvad vi kan gøre for at få det bedre.
Som regel tager vi de mange mål og vurderinger vi laver i intellektet for gode varer. Vi tror, de er sande og opdager ikke, at de skalaer intellektet måler os op mod, blot er noget vi selv har fundet på. Der er ingen regler der siger, hvordan ens relationer skal være, der er ingen lov om, hvor langt man skal være nået med sit arbejde, når man er 30 eller 50 år. Det er alt sammen noget, vi finder på.
Og så er der vores følelser – måske det i verden vi bruger mest tid på at måle og vurdere. Uanset hvad vi føler så har vi en tendens til at kategorisere den følelse som god eller dårlig. Det er godt at være glad eller begejstret – det er dårligt at være trist eller vred. Hvis vi er triste i længere tid bekymrer vi os for, om vi er ved at få en depression, hvis vi føler os utrygge i en periode, sniger der sig tanker ind om, hvorvidt vi mon er ved at få angst. Selv hvis vi er glade for længe, kan vi bekymre os for, om det nu også er helt normalt.
Hvad mon der ville ske, hvis vi gav slip i ideen om, at alt skal måles og vurderes?
Når vi ser på en regnbue, så tror jeg det er de færreste, som kigger på den og vurderer om farverne i den nu er gode nok. Vi tænker ikke, at regnbuen har alt for meget rødt eller at den gule ikke er gul nok. En regnbues mange farver hen over himlen får de fleste af os til at smile. Vi glædes over de smukke farver og tænker måske på fortællinger om al den lykke, der findes for enden af regnbuen 🙂
Hvad hvis vi ser på os selv og vores følelser, som vi ser på regnbuens farver? I stedet for at vurdere en følelse som enten god eller dårlig – kan vi glæde os over den regnbue af følelser, som vi får lov til at opleve som mennesker. Tænk sig, hvor mange farver vi råder over i vores indre fra det dybeste mørke til den mest lysende glæde.
Vores følelser er ikke i sig selv gode eller dårlige – de er bare. Ligesom farverne. Følelserne er i virkeligheden neutrale – det er os der lægger en vurdering ned over dem og tænker, at vi burde have det anderledes end vi har det.
Måske kan vi forsøge at se på vores følelser mere som vi ser på farverne i regnbuen – at de alle har lov til at være der.
Næste gang vi har en følelse, som vi af den ene eller anden grund plejer at betragte som negativ – måske føler vi os kede af det, vrede eller angste – er det måske et forsøg værd, at vi lader være med at tænke på den, som noget dårlig og som noget vi vil have til at gå væk eller som skal stoppe.
Måske kan vi i stedet prøve bare at være med følelsen – sidde stille og bare mærke at den er der – og måske endda værdsatte, at vi som mennesker har mulighed for at opleve en sand regnbue af følelser, ligesom vi har mulighed for at se så mange forskellige farver.
Når vi sidder med følelsen og bare lader den være – så kan vi samtidig lægge mærke til, hvad der sker i kroppen, mens følelsen er der, vi kan lægge mærke til om den stiger eller falder i styrke, og vi kan med nysgerrighed se efter, hvad der dukker op, når følelsen aftager. For det kan vi heldigvis være sikre på, at den gør – uanset hvor intens den føles – for følelser kommer og går, det er deres natur. Ligesom regnbuer på himlen.