Mange af os har udviklet en tendens til at se på os selv fra intellektet i stedet for fra hjertet. Og i vores intellekt er vi eksperter i at finde fejl – så det gør vi også med os selv. Vi kan hele tiden få øje på noget, som vi synes burde være bedre eller anderledes. Måske ser vi på vores krop og tænker, at den burde være slankere eller i bedre form. Eller vi ser på vores arbejdsliv og tænker, at vi burde have et bedre job, hvor vi gjorde en større forskel eller hvor vi havde mere indflydelse. Måske ser vi på vores relationer og tænker, at vi burde være en bedre forældre, en bedre ven eller en bedre datter/søn til vores forældre. Men uanset hvor meget vi knokler for at tilfredsstille den indre kritiker, så kan vi aldrig nå i mål. Listen med mulige forbedringer fortsætter i det uendelige.
Når vi vender blikket væk fra os selv og ud i naturen, så skifter vores synspunkt som regel også. Når vi går tur i skoven, så oplever vi mere fra hjertet end intellektet. Vi kigger på træerne og glædes over deres skønhed, i foråret begejstres vi over de lysegrønne blade som dag for dag fylder mere og mere, når vi kigger op i trækronerne og om efteråret betages vi over de gule, orange og røde nuancer, som bladede mere og mere bevæger sig over i. Og når vi er ved stranden, så lader vi lyden af bølgernes stille klukken eller voldsomme brusen fylde vores ører, og mærker hvordan lyden virker healende på vores sjæl. Vi lader sandet glide igennem vores fingre og forundres over de uendelige former og farver, som stenene kan have.
Tænk hvis vi så på naturen ligesom vi ser på os selv – fra intellektet: Så ville vi i skoven kigge på hvert enkelt blad og vurdere om det nu var helt symmetrisk, og om den grønne farve var præcis så grøn, som den burde være eller om der måske var brune pletter, som ikke passede ind. Vi ville hurtigt få travlt med at fjerne mos, som vi mente ikke hørte til på stammen og vi ville irriteres over det, hvis træets grene lænede sig mere til den ene side end til den anden. Og ved stranden ville vi frustreres over, at bølgerne ikke var i den rette størrelse, at stenene ikke dannede pænere mønstre eller at klitterne var skæve og alt for forskellige. Vi ville formentlig hurtigt holde op med at gå tur i skoven eller ved stranden, hvis vi så naturen på denne måde.
Men det er ofte sådan vi ser på os selv – med et kritisk falkeblik, som er klar til at identificere hver eneste del af os, som burde være anderledes.
Tænk hvis vi ændrede vores synspunkt, også når vi så på os selv – og hinanden – til i stedet for at se fra intellektet, så til at se på os selv fra hjertet. Måske ville vi så få øje på, hvor mirakuløst det i virkeligheden er, at vi overhovedet eksisterer. Tænk sig, at vi er landet lige her, midt i Livet og får lov til at opleve årstiderne skiften og mærke vinden og solen mod vores hud. Tænk sig at vi har en krop, som trods de skavanker den måske har, alligevel fragter os rundt hver eneste dag. Tænk sig at vi har mulighed for hver dag at træffe nye valg og gå i nye retninger. Vi ville mærke hvor forunderligt det er, at vi er live.
Hvis vi helt har glemt, hvordan det er at se på os selv fra hjertet, så prøv at lægge mærke til hvordan helt små børn oplever verden. I deres øjne ser vi begejstringen over Livet. Deres nysgerrighed og henrykkelse over alt hvad de møder på deres vej lyser ud af dem. Og hvis de fejler, så prøver de igen – uden at dømme sig selv.
Hvad ville vi mon se, hvis vi så på os selv og vores liv fra det synspunkt, vi selv havde, da vi var børn? Hvis vi lod intellektet hvile sig lidt og i stedet så på os selv fra hjertet? Måske kan vi prøve det i dag – bare i dag. Intellektet kan få lov til at tage over igen i morgen, hvis vi synes det er bedre. Men prøv i dag at se på dig selv fra hjertet. Giv slip i de mange tanker om ting, der skal forbedres og glæd dig i stedet for over det, der virker. Og hvis det er svært at få øje på – så lad dig falde ind i taknemmeligheden over, at du er til – at du er i Livet og at du får lov til at opleve endnu en dag med alt hvad den bringer.
Og måske kan vi endda lade vores nye synsvinkel – at se fra hjertet – sprede sig ud og se på dem vi møder fra samme sted. Måske kan vi møde vores partner, vores børn, vores forældre, vores venner og kolleger – selv dem vi bare møder på gaden eller i Brugsen – fra hjertet. Uden fordomme, uden krav om at de skal være anderledes, men bare med en stille glæde over, at de er til – lige her, sammen med os.