Jeg tror en af de største misforståelser om mental sundhed er, at det er noget, vi skal skabe eller arbejde for at opnå. Mental sundhed er i virkeligheden noget, vi er født med. Vores essens er altid intakt og kan aldrig gå i stykker – uanset hvilke oplevelser vi går igennem i løbet af livet. Men vi kommer uskyldigt til at dække over den indre sundhed med tanker om alt det, som er galt – og så kan det føles, som om vi er gået i stykker og skal arbejde for igen at blive hele.
De fleste af os lever et liv, hvor vi har en hel masse ting vi skal gøre. Vi har arbejde og familie, der skal passes. Og i vores fritid har vi som regel også gang i en masse forskellige ting og en masse mål, som vi gerne vil opnå. Vi er hele tiden i gang med at GØRE noget. Og i al den GØREN glemmer vi at få øje på, at vi i virkeligheden har brug for bare at VÆRE.
De fleste af os lever et liv, som i hvert fald set udefra, ser ud til at være ret godt. Vi har som regel alt, hvad vi behøver og ofte mere til. Men alligevel har vi en tendens til at lægge mærke til de ting, som ikke fungerer. Eller de ting, som bare lige kunne være lidt bedre. Og i vores stræben efter hele tiden at få det bedre, så fylder vi livet op med endnu mere gøren. Vi sætter nye mål og skriver flere ting på to-do listen, som vi også lige skal have tjekket af, inden vi bare kan være. Og det vi fokuserer på, det kommer til at fylde i os i løbet af dagen. Så det som måske startede som mindre ting, som godt lige kunne blive lidt bedre, det vokser sig nu stort i vores bevidsthed og kommer til at fylde i vores tanker, i vores fornemmelse og i vores krop.
Alle de ting vi gør har jo altid det formål, at vi bare gerne vil have det godt. Og vi har fået bildt os selv ind, at løsningen på at få det bedre findes i de ting, som vi gør. Vi skal handle os ud af krisen, siger vi.
Det paradoksale er, at vi i virkeligheden allerede har lige præcis det, som vi leder efter. Vi er allerede i mål!
Vi er i virkeligheden allerede den ro og klarhed, som vi leder efter. Alt hvad vi har brug for er inden i os – lige nu – men vi kan ikke se det – fordi vi hele tiden kigger ud af og i retning af den næste ting, vi kan gøre for at finde tilbage til ro, klarhed, glæde og visdom. MEN det er der allerede! Det eneste som det kræver er, at vi lige stopper op et øjeblik fra al vores gøren og i stedet bare ER. Til stede lige her og nu – og lytter – ikke til det omkring os – men til vores egen indre visdom. Som altid er der og altid guider os. Når bare vi bliver stille og lytter.
Prøv at lægge mærke til, at når tankerne falder til ro et øjeblik – og det gør de flere gange om dagen for os alle, men vi bemærker det ikke altid, fordi vi har så travlt med at komme videre og derfor lynhurtigt samler tankerne op igen. Men prøv om du kan lægge mærke til det næste gang, der lige kommer et lille hul i tankeskyerne. Det kan være øjeblikke, hvor vi er i naturen og bliver grebet af, hvor smukt der er. Eller øjeblikke, hvor det er dejligt at være sammen med de mennesker, der er omkring os. Eller når vi falder ind i et flow med det vi laver, og derfor helt glemmer de triste tanker og bare er tilstede i nuet.
Når du oplever et af de øjeblikke, så prøv at lægge mærke til den lille følelse af ro eller glæde, som dukker op lige der. Måske er den der kun et øjeblik, men uanset hvor kort eller lang tid du mærker den lille snert af solskin midt i tankeskyerne så vid, at det er den du er. Det er dig, som skinner igennem lige der. Det er din essens, din indre sundhed, som lige titter frem og minder dig om, at du ikke behøver at gøre noget for igen at blive hel – for du er lige, som du skal være! Du har bare midlertidigt dækket roen og klarhed med et tæt lag tankeskyer.
Når vi begynder at blive bare lidt nysgerrige på den følelse, så vil vi opdage, at hver gang vi giver slip i de tanker, som føles tunge og mørke, så falder vi tilbage i en føles af ro og klarhed. Det er nemlig altid der vi lander, når vi giver slip (bevidst eller ubevidst) på det, som skygger – for det er det vi er i vores essens. Det er aldrig forsvundet, selvom det kan føles sådan – vi er lige bagved tankerne og det er kun et øjebliks uopmærksomhed, hvor vi glemmer tankerne, så er vi tilbage i roen, i klarheden og i glæden. Så er vi tilbage i vores væren.