Når et menneske vi er tæt på handler helt anderledes end vi selv ville gøre kan det være virkelig svært at forstå. Hvordan i alverden kan de dog finde på at gøre eller sige sådan? Når det sker, får vores intellekt ofte travlt med at finde hoved og hale i, hvad der foregår, så vi igen kan føle os trygge. Måske finder det på historier, som forklarer, hvorfor de har gjort, som de gjorde – eller det finder på undskyldninger for dem. Eller måske vælter det bare frem med domme over, hvor urimeligt det de gør er – og forsikrer os om, at alle andre ville synes det samme, som vi gør.
Men hvis vi giver os selv lov til at lytte til den anden – altså sådan virkelig lytte helt uden selv at have noget som helst andet på sinde, end blot virkelig at høre den vi lytter til – så begynder vi lige så stille og forstå.
Når vi virkelig lytter til en anden, så begynder vi nemlig at forstå, hvad det er for en verden, de ser – og agerer ud fra. Og hvis verden virker skræmmede, så handler man selvfølgelig helt anderledes end hvis verden virker venlig og imødekommende.
Uanset om vi er bevidste om det eller ej, så har vi alle sammen et tankeskabt billede af os selv og af verden omkring os – og det er ud fra det billede, at vi træffer beslutninger og handler. Og hvis en andens billede af sig selv eller verden er helt anderledes end vores, så vil deres handlinger og beslutninger selvfølgelig også være helt anderledes. Det er ikke, fordi de er ondskabfulde, eller fordi de i deres essens er anderledes, end vi er – men de agerer i en verden, der på grund af deres verdensbillede ser fuldkommen anderledes ud, end den verden vi agerer i.
Når vi virkelig lytter, så folder den andens verden sig ud foran os – og så begynder deres handlinger pludselig at give mening. Ikke fordi vi nu er enige og selv ville gøre det samme – men fordi vi får øje på, at hvis vi så verden, sådan som de ser den – så ville vi måske også handle på nogenlunde samme vis.
Det oplevede jeg, efter at jeg havde lært 3P at kende, især i forhold til min far. Han havde altid haft meget travlt med sit arbejde og derfor altid været ret fraværende – og når han endelig var der, var han ofte hård og bestemt. Slet ikke den far jeg kunne have drømt om. Men jo mere jeg begyndte at lytte til ham – virkelig lytte og forsøge at forstå, hvordan han så sig selv, mig, og verden omkring os – jo mere fik jeg øje på, at hans måde at agere på virkelig gav god mening for ham. Han så verden som et hårdt sted, hvor det var vigtigt, at man selv var hård nok for at kunne klare sig. Og så gav det jo bedre mening, at han ikke var alt for sød og trøstende overfor mig – men i stedet forsøgte hærde mig til at kunne klare mig i den hårde verden, han mente jeg skulle ud og være en del af.
Det betød selvfølgelig ikke, at jeg selv pludselig syntes, at det var en fantastisk måde at være forældre på – for mit billede er verden er helt anderledes. Men det betød, at jeg begyndte at forstå min far og så uskyldigheden i hans handlinger. Han havde virkelig gjort sit allerbedste, ud fra den verden han mente, vi levede i.
Og jo mere vi lytter til hinanden, jo mere forstående bliver vi. Det betyder ikke, at vi pludselig accepterer at andre behandler os dårligt – men vi tager det ikke længere personligt, hvis det sker. For når vi får øje på, at alle mennekser altid handler på en måde, der virkelig giver mening ud fra den verden, de tror, de lever i, så forstår vi, at deres handlinger aldrig har noget med os at gøre – de kommer udelukkende fra den tankeskabte virkelighed, som de lever i.
På samme måde kan vi lytte til os selv – hvis vi selv indimellem handler underligt eller har en reaktion, som vi måske ikke er så stolte af – så kan vi lytte indad og finde ud af, hvad det er for en verden, vi så lige der, og som gjorde, at det derfor gav mening at handle, som vi gjorde.
Vi får øje på uskyldigheden – både hos os selv og andre – når vi virkelig lytter, fordi deres verden folder sig ud for os.