Nogen gange når jeg har oplevet et eller andet, som jeg synes er uretfærdigt eller nogen har opført sig dårligt over for mig eller andre, så kan jeg få en virkelig stor lyst til at dele min oplevelse med nogen. Ringe til en veninde på vej hjem, og fortælle om det jeg lige har oplevet og høre om ikke også hun synes, det lyder helt utrolig urimeligt. Eller fortælle min mand om det om aftenen derhjemme, og høre om ikke også han er enig med mig i, at det burde have været gjort anderledes.
Bare det at sige det højt kan gøre det lidt nemmere at have oplevet noget, jeg synes var helt forkert. Og hvis min veninde eller min mand giver mig ret, så føles det som om min egen vurdering er lidt mere rigtig – for nu er vi jo flere, der mener det samme.
Så det giver mig lige lidt ro at folde dramaet ud for en anden og dykke rundt i det sammen og vende og dreje, hvem der sagde eller gjorde hvad, og om det nu var rigtigt eller forkert. Og der er jo intet forkert i at dele sine oplevelser med andre og høre hvad de tænker. Især ikke hvis vi føler det giver os ro, vel?
Men kunne jeg have gjort noget andet i stedet – og ville det have gjort noget bedre for mig?
Vores intellekt elsker i virkeligheden drama – og det elsker at have noget at lave, så hvis der er en situation vi kan blive ved med at spekulere over, så synes vores intellekt egentlig at det er fint – for så er der jo virkelig noget at gøre. Vi kan vende og dreje tankerne i vores hoved hundrede gange. Vi kommer op med ideer til svar vi skulle have givet eller ting vi skulle have gjort, som ville have været meget bedre end det vi egenligt sagde eller gjorde. Vi lægger strategier for hvad vi skal gøre, hvis det sker igen. Og det føles godt – fordi vi så føler os forberedte. Men det er sjældent, at vi kommer ud for præcis det samme igen, så ofte er strategierne ikke så meget værd.
Men vi kan nemt bilde os selv ind, at hvis vi bare lige finder ud af, hvad vi skal gøre i den her situation, så kommer vi tilbage til roen – men at det altså afhænger af at vi lige får styr på det her.
Det passer bare ikke. Roen bor altid inden i os – vi står bare i vejen for den, når vi bliver ved med at køre rundt i tankerne – eller taler med andre – om det som går os på.
Roen kræver på ingen måde, at vi lige får løst noget som helst. For roen kommer jo af vores essens – af den livskraft som vi alle sammen er en del af – og her er der ikke noget drama eller noget der skal løses. Her er alt lige som det skal være – altid.
Så i stedet for at tale videre om dramaet vælger jeg indimellem at lade det være og ikke tænke mere på det. Nogen gange sker det helt naturligt, fordi der ikke lige er nogen at tale med, eller fordi jeg kommer hjem og bliver optaget af andre ting. Måske har mine børn oplevet noget, som de gerne vil fortælle, og så træder min oplevelse lidt i baggrunden helt af sig selv. Eller måske vælger jeg helt bevidst at flytte min opmærksomhed væk fra dramaet og over på noget andet. Måske går jeg en tur i skoven og mærker vinden og lytter til skovens lyde. Måske giver jeg mig til at gøre rent, læser en bog eller lytter til en podcast. Hvad det nu lige er, som kalder på mig lige der. Og når jeg gør det – parkerer dramaet og i stedet lader mig falde ind i livets flow – så sker der noget magisk.
Når jeg giver slip i dramaet og lader det være, så svinder det lige så stille ind og fylder mindre og mindre i mit sind. De tanker, som var helt oprevede over, hvad jeg havde oplevet, falder til ro og giver plads til, at nye friske tanker kan komme i stedet. Fra mit stille sind ser situationen aldrig helt ud på samme måde, som den gjorde, da jeg stod midt i det. Måske synes jeg stadig, at det der skete var uretfærdigt eller forkert – men det slipper lidt sit tag i mig. Der opstår ligesom en lille sprække og det føles ikke længere helt så vigtigt. De nye tanker kommer samtidig med nye ideer til hvad jeg kan gøre – hvis det stadig føles som om noget skal gøres.
Og det er det valg vi altid har – vil vi kigge i retning af dramaet eller i retning af livskraften? De to kommer fra hvert sit sted, så vi kan ikke både kigge i retning af dramaet og samtidig forvente at opleve roen. Ligesom vi heller ikke kan forvente, at snekuglen falder til ro, så længe vi bliver ved med at ryste den.
Når vi først ser at vi har det valg – så vil de fleste af os gerne vælge roen. Men næste spørgsmål kan så være – hvordan? Hvordan vælger jeg at kigge i retning af livskraften? Ofte føles det som om den slet ikke er her – så hvad skal jeg kigge efter?
Heldigvis er der en ting der er helt sikker og det er at livskraften altid er her – ellers kunne vi slet ikke være i live. Livskraften er den universelle energi, som er i alting uanset om det er i form eller formløst. I alting! Derfor er den også altid i dig og mig! Den kan aldrig forsvinde. Det eneste vi skal gøre for at mærke den er at give den vores opmærksomhed. Vi skal ikke finde den uden for os selv eller gøre noget bestemt for at mærke den – vi skal blot være bevidste om at den er der og ønske at mærke den – så kommer det helt af sig selv.
Der er ikke noget galt med at følge intellektets vej videre ind i dramaet – nogen gange er det bare det, vi føler vi bliver nødt til. Men det kan være virkelig rart at få øje på, at vi også har mulighed for at gøre noget andet – for intellektet kan være så insisterende på, at vi skal kigge i den retning, som det peger. Når vi løfter blikket fra dramaet og helt bevidst kigger i en anden retning kan vi ikke undgå at få øje på noget nyt, som trænger dramaet lidt i baggrunden. Og når vi finder tilbage til livskraften, det stille sind og den ro, som altid bor i os, så kan vi igen høre eller fornemme den lille stemme, som altid guider os.
Vi kan altid spørge os selv – hvad vælger jeg: dramaet eller roen?