Når vores sind er stille – dvs. når vores personlige tanker er faldet lidt til ro – så falder vi helt naturligt ind i en form for flow med livskraften. Herfra mærker vi tydeligt, at vi blidt bliver guidet. Hvis vi arbejder føles det som om alting bare lige lykkes. Måske er vi ved at skrive og de helt rigtige ord kommer præcis, når vi har brug for dem. Eller hvis vi løser en opgave, så virker det som om de ideer vi har brug for, for at kunne løse opgaven bedst muligt dukker op i vores tanker, lige på rette tid. Vi er i flow, siger vi. Det vi laver føles naturligt og enkelt og ubesværet.
Hvis du dyrker sport eller spiller på et instrument ved du også, at det går langt nemmere, når du ikke forsøger at styre processen med dine tanker. Vi kan ikke slå med en ketcher og ramme præcist, hvis vi tænker for meget over det. Men kroppen ved selv, hvordan den skal bevæge sig for at komme lige i rette tid – der er noget der guider os indefra. Og hvis vi spiller klaver, nytter det ikke noget, at vi tænker alt for meget over, hvad det er for noder vi skal spille – men fingrene finder selv frem til de rette tangenter, når vi giver slip og lader noget andet guide os end vores intellekt.
Det, at vi kan tappe ind i livskraften og blive guidet på den måde, er indbygget i os alle. Vi er født med den forbindelse – og den kan aldrig brydes. Men ind imellem kan det føles, som om vi har mistet forbindelsen. Det vi arbejder med bliver anstrengende og vi roder rundt i vores tanker for at finde de rette ord eller løsninger, men intet af det virker til at være helt rigtigt.
Heldigvis har livskraften også her en måde at hjælpe os på. Vores følelser er nemlig vores indre kompas, som fortæller os, når vi lige har mistet forbindelsen og nu i stedet forsøger at tænke os frem til det hele. Men vi kan komme til at misforstå de signaler som livskraften sender os – og så kommer vi nogen gange endnu mere på overarbejde.
Når vores tanker er kommet helt op i gear og tror at det er dem, der skal styre det hele, så sender livskraften os stadig signaler, som skal vise os, at vi nu helt uskyldigt lytter i den forkerte retning. Det kan være, at vi føler os trætte og får en trang til at lægge opgaven fra os og lige lave noget andet eller tage et lille hvil. Det er livskraften der forsøger at sige, at vi lige skal give slip i et øjeblik, så vi kan komme tilbage til roen og klarheden. Desværre kan vores intellekt have en tendens til at ville holde fast – så i stedet for at give slip, som vi mærker, så tænker vi, at vi bliver nødt til at blive færdige og så knokler vi videre.
Det kan også være, at du får en følelse af, at det er lige nu du bliver nødt til at gå ind og tale med din chef om, hvor håbløs den her opgave er – eller tale med din partner om, at det I er i gang med her virkelig er helt umuligt. Følelsen er ofte stærk og presserende – det skal være NU! Og samtidig føles det ikke særlig rart. Den ubehagelige følelse er igen vores livskraft, der forsøger at vække os og få os til at slippe det vi er i gang med og give plads til, at friske nye tanker kan finde vej til vores sind, når de personlige tanker er stilnet lidt af.
Det er lidt lige som rumlestriberne på vejen, der forsøger at vække bilisten, som er faldet lidt i staver og nu er på vej ud over kanten af vejen. Livskraften forsøger at ruske lidt i os, så vi kan vågne op og få øje på, at tankerne lige nu har fået lov at få lidt for meget plads. Og fordi vi ved, hvad det er rumlestriberne på vejen forsøger at fortælle os, så lytter vi med det samme og retter bilen op og finder tilbage på sporet.
Jo bedre vi kender vores egne rumlestriber, jo lettere er det for os at opdage, at det er det, som er på færde og så slippe tankerne og lade livskraften og det stille sind få plads, så vi igen kan høre, hvad livet guider os til. Vi kan aldrig undgå at vore tanker indimellem stikker af med os – men vi kan blive bedre til at kende de tegn, vi får fra livskraften, når det sker – og dermed hurtigere lade tankerne slippe.
Jeg har fået øje på, at for mig er det helt sikkert, at når noget føles presserende – altså at det skal være NU! – så er det helt sikkert ikke livet, der guider mig. Livet har aldrig travlt – men mit intellekt elsker at have travlt. Så den følelse virker lidt som rumlestriberne på vejen for mig – jeg vågner lige lidt op og spørger mig selv ,om jeg nu er sikker på, at det er så god en ide. Og den lille afbrydelse er ofte nok til at få mine tankerne til at slappe bare lidt af, så jeg igen kan mærke, hvad der måske ville være bedre.
Måske har du også lagt mærke til, hvad dine egne rumlestriber er? Når vi ved det, så er det lidt nemmere at blive mere opmærksom næsten gang livskraften prikker til os, fordi vores tanker har taget os med på vildspor.