Jeg elsker, når nogen formår at indfange essensen af noget, vi mærker er sandt, men som de fleste af os ikke kan forklare eller beskrive. Det er som om, nogen får ordene til at strække sig længere og dermed udtrykke noget, som i virkeligheden er så formløst, at det er umuligt at beskrive.
En af mine absolutte yndlingsdigtere er Rumi – og midt i juletravlheden faldt jeg over et af hans digte, som jeg ikke havde hørt før, men som ramte mig med en tyngde, så jeg ikke har kunne slippe det igen.
Kærlighed er broen
mellem dig og alting.
Digtet er så enkelt og umiddelbart smukt – og samtidig har en jeg fornemmelse af, at det rummer alting, som jeg nogensinde behøver at vide. At alt hvad jeg nogensinde vil kunne finde i min søgen i 3P, spiritualitet eller religion allerede er givet til mig, hvis blot jeg virkelig forstår, hvad Rumi peger på i digtet her. Og at kærlighed derfor altid er svaret, uanset hvad mit spørgsmål er. Uanset hvilket dilemma eller problem jeg står overfor, så vil kærlighed altid være svaret. Ikke romantisk kærlighed – men den kærlighed, som vi er i vores essens. Den kærlighed som vi mærker, når vi føler dyb taknemmelighed. Den kærlighed som vi mærker, når vi indimellem får et glimt, af det som er større end os selv. Den kærlighed vi mærker, når vi bliver rørte over naturens storhed.
Kærlighed er broen mellem dig og alting.
Kærlighed er broen mellem mig og andre mennesker – hvis jeg vil skabe relationer, må de bygge på kærlighed. Uanset om det er relationen til min mand og mine børn eller om det er relationen til venner, kolleger eller bare ekspedienten i supermarkedet. Kærligheden er vores essens – det er vores fælles livskraft. Når vi møder hinanden herfra – uanset om det møde er kort eller langt – så fornemmer vi alt det, vi er fælles om.
Kærlighed er broen mellem mig og livet. Hvis jeg vil forstå livet eller leve i flow med livet, så er det kærligheden, som kan vise mig vej. Den indre guide, som hjælper mig gennem livet skubber blidt til mig, så jeg fornemmer, hvilken vej der er den bedste lige nu. Livet guider aldrig via frygt eller vrede, det er altid en stille fornemmelse af noget kærligt, som guider mig i retning af livets flow.
Broen til forandring må være kærlighed – den kærlighed vi mærker som vores indre guide. Når vi ønsker at skabe forandring, har vi ofte en tendens til at forsøge at tænke os frem til den bedste løsning. Vi sætter nytårsforsætter eller opstiller mål. Laver planer og strategier – og forsøger så at følge dem så godt som muligt. Ofte blot for at opdage at vi falder tilbage i de gamle vaner efter nogle dage, uger eller måneder. Men hvis vi i stedet lader os guide indefra det som altid er kærligt, vil forandringen komme naturligt.
Og hvis vi ønsker at skabe mere fred i vores familie, i samfundet eller måske endda i verden, kan vi så nogensinde lykkes, hvis vi går over nogen anden bro end kærlighedens? Alligevel er det ofte mange andre veje vi forsøger os med – både i det små derhjemme i familien og ude i verden.
Hvis kærligheden virkelig er broen mellem os og alting, så er svaret måske mere enkelt, end vi nogensinde har troet – og meget mere enkelt end vores intellekt nogensinde vil lade os tro. Måske er øvelsen at lade os falde ind i kærligheden igen og igen, så ofte som muligt. At give os tid til at fornemme den livskraft, som vi alle er en del af – ikke bare i stille øjeblikke af reflektion, men at leve derfra, så vidt det er muligt.