Her i januar er det jo højsæson for nytårsforsæt – og her knap halvvejs inde i januar vil det formentlig for mange også være tidspunktet, hvor nytårsforsættet er opgivet igen, fordi hverdagens travlhed tog over.
Jeg har funderet over, hvordan vi forsøger at skabe forandring og hvordan varig forandring skabes. Det er som om det ofte er to vidt forskellige ting.
Mange af os elsker at sætte nye mål og lægge planer for, hvordan vi bliver bedre til det ene eller andet, eller hvordan vi holder op med forskellige ting. Vi træffer beslutninger og ser for os hvor skønt livet bliver som den nye og forbedrede version af os selv. Vi lægger planer for, hvordan vi skal komme i mål, laver skemaer og putte ting i kalenderen. Udtænker strategier for hvad vi skal gøre, hvis (når) det bliver svært osv. osv. Og selvom vi virkelig gør os umage og tænker mange tanker om, hvordan vi skal lykkes, så sker det alligevel ofte, at vores planer mislykkes. Selvom vi virkelig ønskede at blive anderledes som forældre eller at blive bedre til at prioritere de ting, som virkelig betyder noget – så ender vi alligevel ofte med at gøre som vi plejer. Og selvom vi måske virkelig havde et ønske om at træffe sunde valg, så sniger der sig alligevel diverse ting ned i indkøbskurven, som måske ikke helt lever op til den nye sunde livsstil, og løbe- og træningsplaner bliver aflyst, fordi der er andre ting, som føles mere presserende.
Indimellem sker det alligevel at vi skifter retning – og bliver på den nye vej. Det kan selvfølgelig skyldes, at vi virkelig har fået lavet verdens bedste planer og strategier, som modstår alle hverdagens undskyldninger og forsøg på at få os på afveje. Men det er mit indtryk, at den varige forandring ofte kommer et helt andet sted fra. Det er når vi lytter til Livet, som altid guider os indefra, og når vi stoler på de hints der kommer herfra om at træffe anderledes valg end vi plejer. Livet giver os altid de hints – men forandringen skabes først, når vi lytter og følger dem.
Og det gør vi ikke altid – for vi har en tendens til at tro, at vi selv ved bedst – eller det har jeg i hvert fald. Jeg har lagt mærke til, at der ofte sker det, at jeg mærker noget indefra. En lyst til at gøre noget anderledes. Det kan være alt fra ændre noget ved den måde jeg arbejder på, ændre noget i en relation eller starte på et nyt projekt. Stort og småt imellem hinanden. Og kort efter at jeg har mærket lysten til at gøre noget anderledes, så går mit intellekt lige så stille i gang med at udtænke: HVORDAN?! Små planer sniger sig ind i hoved, lister bliver skrevet og inden jeg har set mig om, så har mine tanker fuldkommen taget styringen med den forandring som Livet så fint pegede mig i retning af.
Problemet med det er, at når jeg først er i gang med at udtænke, hvordan jeg skal kaste mig ud i forandringen, så er jeg opslugt af tankerne – og så er jeg ikke længere i det flow, hvor Livet guider mig. Det kan næsten virke, som om jeg helt lukker af for den kanal, som Livet sender på – selvom det selvfølgelig ikke er muligt – men jeg hører det i hvert fald ikke længere, for jeg har så travlt med at lytte til mine egne ideer og strategier.
Indimellem forbliver tankerne heldigvis i ro i længere tid, så jeg fortsat kan mærke, hvilken retning jeg bliver peget i indefra – og det er her jeg oplever den varige forandring. For her er det ikke lille mig med min begrænsede viden, som forsøger at styre det hele – her får Livet lov til at vise mig vejen. Den forandring som kommer herfra sker ofte umærkeligt – stille og roligt og måske over længere tid. Det ene lille valg tager det andet og stille og roligt er jeg begyndt at leve anderledes, end jeg gjorde før.
Den forandring der kommer indefra føles naturlig og enkel – men den gør ikke så meget væsen af sig, som de mange planer og strategier jeg elsker at udtænke, når jeg mener, at jeg selv skal stå for forandringerne. Og måske er det derfor, at jeg så ofte bliver forført af strategierne og planerne – fordi de ser så indbydende ud – og så glemmer jeg at lytte til Livets stille hints om, hvilke valg der er bedst lige nu.