Ser du kærligheden – når du ser på dig selv eller på de mennesker, der er i dit liv?
Når vi er sammen med andre mennesker – eller for den sags skyld bare os selv – så er det sjældent, at vi virkelig ser dem. Altså ser dem som de er inderst inde.
Det meste af tiden ser vi i stedet den rolle eller de roller, som de spiller. Og vi ser vores egne tanker og fordomme om dem. Det kan være nok så kærlige og høje tanker, vi har om dem – men det er stadig vores eget billede af, hvem de er.
Og ofte ser vi også os selv igennem et slør af tanker om, hvem vi er. Vi har forestillinger om, hvem vi er som mor eller far, hvem vi er som vores forældres børn eller vores søskendes bror eller søster. Vi ser os selv i rollen som medarbejder eller leder på arbejdspladsen.
Vi har en masse billeder af os selv og de mennesker vi omgiver os med – og det er de billeder vi ser, snarere end hvem vi og de i virkeligheden er.
Efter jeg har fået øje på, at jeg så ofte lytter til mine tanker – både de positive og de negative – så har jeg også fået øje på, at jeg altid kigger på verden igennem et slør af tankerne. De farvelægger hele verden omkring mig. Når tankerne er positive, ser de mennesker jeg møder også positive ud. Hvis de opfører sig ubehageligt, finder jeg i tankerne formildende forklaringer: “Han er nok stresset.” Og “Hun har også meget at se til.”
Og når mine tanker er i et mere negativt lune, så kan selv de venligste mennesker blive tolket som irriterende, nævenyttige og pågående af mit indre billede af dem. Jeg ser dem ikke som de er. Jeg ser det slør, som jeg selv i tankerne, har lagt ned over dem.
Jo mere jeg opdager, at det er mig selv, der skaber billedet af virkeligheden – og at det hele tiden skifter – alt efter om mit humør er godt eller skidt, jo mere tydeligt bliver det, at jeg ikke behøver at lytte til det billede, som mine tanker skaber. For det er jo ikke solidt. Det ændrer sig hele tiden, så hvad kan jeg bruge det til?
Det giver ikke længere mening at stole på tankernes farvelagte virkelighed – og i stedet er det blevet mere interessant at forsøge at se bagom tankernes virkelighed og få øje på, hvad der er før tankerne har lagt deres fortolkning ned over. At få øje på det som i virkeligheden er – når alle vores roller og fordomme er skrællet væk.
Og det jeg har fået øje på, er smukkere end noget jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Jeg har fået øje på kærligheden. Når jeg slipper tankerne og i stedet falder ind i min egen ro, min egen essens, så er der kun én følelse tilbage og det er kærlighed. Ikke den personlige kærlighed, som er afhængig af andre og andres opførsel, men en dyb følelse af kærlighed, som bare er. En væren kunne jeg måske også kalde det. Når jeg er der, så ser jeg den sammen kærlighed i alle andre. Uanset hvordan de opfører sig, så genkender jeg, at de i deres essens – ligesom mig – er kærlighed. Det er den energi, vi er skabt af, og det er den, som altid er tilstede, bag de roller vi spiller, og de tanker vi tolker andre igennem.
Vores opførsel kan selvfølgelig være alt andet end kærlig. Det sker for os alle og måske mere for nogen end for andre. Men bagved er der altid kun en energi, en essens, og den er ens for os alle. Og når vi nysgerrigt kigger efter kærligheden, så ser vi den pludselig i alle omkring os – og måske endda også i os selv, hvis vi tør at give slip.