Hvem er vi egentlig som mennesker? Det spørgsmål har jeg været optaget af siden jeg var helt lille. Jeg har altid undret mig over de mange udsving jeg oplevede at både jeg selv og andre mennesker havde. Jeg var glad og et øjeblik efter var glæden forsvundet og jeg følte mig ked af det, bange eller alene. Jeg havde på samme tid en oplevelse af at være mig – noget solidt, som ikke forandrede sig. Og samtidig kunne jeg jo mærke at det hele tiden føltes forskelligt at være mig. Jeg kunne se den samme forandring hos mine forældre og hos alle andre mennesker, jeg havde omkring mig. Det ene øjeblik smiler vi og er glade og det næste øjeblik er det som om der trækker mørke skyer ind foran vores ansigter.
Efter jeg begyndte at kigge i retning af forståelsen af de Tre Principper har jeg fået øje på den Livskraft, som vi alle er i vores inderste kerne. En kærlig energi som er den vi er i vores essens, og som er den vi alle falder tilbage i, så snart tankerne slipper.
Jeg kan godt lide at bruge et billede af himlen og skyerne, som en metafor for, hvordan mit billede af mig selv – og alle andre – har forandret sig. Jeg har altid haft mange tanker og ofte har de været i den triste eller tunge retning. Jeg bekymrede mig ofte om alt muligt og brugte lang tid på at gruble og analysere for at finde løsninger på problemer, som måske aldrig blev til noget. Jeg lagde strategier og planer og forsøgte hele tiden at have styr på det hele. Alle disse mange tunge tanker resulterede i en masse tunge følelser. Det var som tunge grå skyer, der dækkede mit sind. Og jeg følte, at det var mig. Jeg var sådan en, der altid var lidt trist. Jeg var sådan en, der altid tænkte meget. Jeg var sådan en, der altid var usikker. osv. De mange grå tankeskyer, blev mit billede af hvem jeg var.
Indimellem havde jeg selvfølgelig også glade og lette øjeblikke ligesom alle andre. Tidspunkter i løbet af dagen hvor det var som om, jeg blev ramt af en solstribe, som lige tittede frem mellem de grå skyer. Men jeg tog aldrig rigtig disse solskinsøjeblikke alvorligt. For de varede sjældent ret længe. Inden jeg næsten kunne nå at registrere dem, var jeg igen fordybet i tanker og de grå skyer trak igen sammen på min indre himmel.
Det jeg fik øje på, efter jeg lærte forståelsen af de Tre Principper at kende, var at de grå skyer – tankerne – hele tiden bevæger sig. Det er deres natur at være flygtige og foranderlige. Det er derfor, at min oplevelse af mig selv også hele tiden skiftede, fordi jeg forsøgte at definere mig selv ud fra noget, som hele tiden var under forandring. Det kunne jo ikke være mig eller min essens, hvis det hele tiden forandrede sig.
Jeg fik øje på, at så snart tankerne slap, så faldt jeg altid tilbage i en følelse af ro, klarhed og glæde. Den samme følelse, som jeg havde oplevet i de små solskinsøjeblikke, som jeg før havde nydt, men ikke rigtig regnet for noget, fordi de altid forsvandt igen. Nu opdagede jeg, at det jo i virkeligheden var den jeg var bag tankerne. Det er den blå himmel eller solskinnet, som jeg kan regne med, for det altid er der. Mine tankeskyer dækker bare over det.
At opdage at vi i virkeligheden alle sammen er denne kærlige livskraft, og at vi bare kommer til at dække over den med vores tanker, har betydet at min verden er blevet vendt på hovedet på flere måder.
Det betyder, at jeg ikke længere behøver at gøre noget for at forsøge at finde ind til en følelse af ro og klarhed, for den følelse er der altid. Måske gemt et øjeblik bag tankerne, men jeg ved, at den er der, og at jeg igen mærker den, så snart tankerne slipper. Det betyder, at de mange kasser jeg før har puttet mig selv og andre mennesker i falder bort. For der er kun en kasse. Vi er alle denne kærlige livskraft i vores essens.
Når vi ser hvem vi er, og at vi alle er forbundet, fordi vi er den samme kærlige livskraft i vores essens, så lander vi midt i kærligheden og herfra vil vores liv folde sig ud med en lethed og en respekt for os selv og andre.