Før i tiden blev jeg ofte overrasket over, hvordan min oplevelse af den samme situation kunne ændre sig så meget fra dag til dag. Ja nogen gange endda fra time til time. Det kunne f.eks. være i forhold til mit arbejde, som jeg hele mit liv havde haft et had-kærlighedsforhold til. Nogen gange var jeg rigtig glad for mit arbejde, og andre gange var jeg dødtræt af det. Der var egentlig ikke sket nogen store forandringer. Det var det samme job, nogenlunde samme opgaver, samme kolleger osv. Og alligevel kunne jeg den ene dag gå på arbejde med den skønneste følelse i maven og dagen efter måtte jeg nærmest slæbe mig derhen. Eller jeg kunne være træt af det hele om morgenen og i løbet af dagen, så det hele pludselig meget lysere ud.
På samme måde kunne min oplevelse skifte af alle mulige andre situationer. Det kunne være min oplevelse af andre mennesker, som skiftede fra, at jeg virkelig holdt meget af en person, til at jeg var virkelig træt af vedkommende. Det var ikke fordi de pludselig havde forandret sig eller havde gjort noget helt særligt, som havde fået mig til at ændre mening. De var som de var, og gjorde som de gjorde, men alligevel bevægede min oplevelse af dem sig op og ned.
Hver gang mit humør skiftede, så skiftede mit syn på verden også. Og det var så overbevisende, at jeg ikke stillede spørgsmålstegn ved det. Når jeg var irriteret på mit arbejde, så var jeg overbevist om, at mit arbejde virkelig var irriterende. Når jeg følte mig glad, så oplevede jeg, at mit arbejde var skønt. Sådan var det med alt omkring mig. Når jeg var i godt humør, smilede jeg selvom køen i butikken var lang, og hvis humøret var lavt, så kunne selv den mindste kø få mig til at føle mig irriteret, frustreret eller måske endda virkelig uretfærdigt behandlet. Hele verden ændrede sig tilsyneladende efter, hvilke briller jeg kiggede ud af. Men det skøre var, at jeg ikke opdagede det. Jeg opdagede ikke, at det var inde i mig, at noget skiftede, for det så så virkeligt ud, at det var det derude, der ændrede sig.
Derfor forsøgte jeg hele tiden at finde forklaringer på de mange skift i verden omkring mig. Måske var det fordi vejret var dårligt, at jeg følte mig mere nedtrykt eller negativ i dag? Måske var det den bemærkning min kollega var kommet med om morgenen, som gjorde, at jeg i dag følte mig mere glad på arbejdet? Måske var det ham den venlige mand, der lod mig komme foran i køen, som gjorde, at det hele pludselig føltes lettere på vej hjem end på vej ud? Men uanset hvor meget jeg ledte uden for mig selv, så kunne jeg ikke finde et svar, som for alvor gav mening. For det var ikke altid, at kollegaens gode bemærkning fik mig til at synes, at det var skønt at være på arbejde. Og det var bestemt heller ikke altid, jeg var trist, bare fordi det regnede.
Efter mødet med forståelsen af de Tre Principper forstod jeg, at min oplevelse kommer inde fra mig via mine tanker og ikke fra verden omkring mig. Det er derfor slet ikke spor underligt, at min oplevelse af livet er skiftende, for mine tanker skifter jo hele tiden. Det er tankers natur at komme og gå og forandre sig. Når vores sind er fyldt med bekymrede tanker, så føles alt omkring os overvældende og svært. Og når tankerne er færre og der er mere ro i vores sind, så føles livet lettere og vi har overskud til mere.
Da jeg først opdagede denne sammenhæng var min første reaktion: Fantastisk, så skal jeg bare sørge for altid at have ro på tankerne. Hvordan gør jeg det?
Svaret er: Ingenting. Tankernes natur er jo netop bevægelse. De kommer og går helt af sig selv. Og hvis jeg først begynder at forsøge at styre dem, så tænker jeg endnu mere, hvilket betyder, at mit sind bliver endnu mere overfyldt end det allerede var. Når jeg ikke gør noget, men blot konstaterer, at tankerne vist larmer lidt meget i dag, men ellers lader dem være, så vil de helt af sig selv falde til ro. Og det vil ske langt hurtigere, end hvis jeg forsøger at få dem til at falde til ro.
Når jeg ved, at jeg ikke ser verden som den er, men sådan som jeg har det lige nu, så gør det ikke så meget, at det hele indimellem ser gråt ud, fordi jeg ved at det ikke er virkeligt. Det er ikke fordi verden er blevet grå og trist, det er bare fordi mine tanker er grå og triste lige nu. Og de forandrer sig heldigvis af sig selv, når bare jeg lader dem være.
We don’t see things as they are, we see them as we are.
– Anaïs Nin