Det er så let at se, når andre er fanget af deres tanker og suser af sted på den negative rutsjebanetur, som tankerne tager dem med på. Men det er ofte noget mere vanskeligt at få øje på, når det er os selv, som bliver fanget af tankerne – for når det er os selv, så føles det bare så virkeligt! Den forskel blev pludselig helt tydelig for mig for nogle dage siden.
Aftenen inden var jeg ved at putte min dreng på ni år. Det var søndag og i morgen startede skolen igen efter en lang og skøn ferie. Hele weekenden havde han gået og været mere eller mindre trist over, at ferien var slut, og at hverdagen nu startede igen. At starte i 4. klasse og få en masse nye lærere, var overhovedet ikke noget, han glædedede sig til! “Jeg vil bare blive hjemme!” Sagde han igen og igen i løbet af weekenden.
Og nu ligger vi så her sammen i hans seng i et forsøg på, at få ham til at sove. Men tankerne bliver bare ved med at køre rundt i hovedet på ham, og han bliver igen og igen overmandet af følelser om, at han ikke vil i skole. Jeg forsøger – ligesom jeg har gjort hele weekenden – at lytte og trøste og tale om alt det gode, som han normalt elsker ved skolen: vennerne, de mange fag han godt kan lide, at lærerne jo næsten altid er søde. Men uanset hvad jeg siger, så hjælper det ikke. Han er kørt helt fast i sin egen tankekarrusel, som bare kører rundt og rundt, og igen og igen viser ham billeder af skolen, som noget helt forfærdeligt.
Efter noget tid kan jeg mærke, at trætheden er ved at overmande mig. Min tålmodighed svinder ind. Mine tanker skifter. Mit hjerte er ikke længere ved at løbe over af omsorg for min lille dreng, i stedet mærker jeg irritationen snige sig ind. “Hold nu op med at være så negativ”, vrisser det inde i mit hoved, mens jeg skæver til ham i sengen ved siden af mig. Jeg forsøger at skubbe tankerne væk. Men det hjælper stadig ikke, og mine egne irriterede tanker vokser sig lige så stille større og større uden, at jeg rigtig bemærker det. Jeg har en svag fornemmelse af, at jeg nu er ved at blive fanget af mine negative tanker, men jeg skubber fornemmelsen til side og følger i stedet videre med tankerne ned af den negative sti, de er på vej af. De vrisser løs i hovedet på mig, om at jeg er træt, og at han altså skal sove nu, for ellers bliver vi alle alt for trætte i morgen. De fortsætter med at fortælle mig, at det hele jo er noget pjat, for han elsker jo normalt skolen. Så i morgen kommer han sikkert glad hjem og har haft en fantastisk dag. Hvad skal vi så igennem alt det her for… Og inden jeg når at se mig om, har tankerne også fået lyd på: “Hold nu op med at være så fokuseret på alle de små ting, som engang er gået galt”, vrisser jeg til ham. “Kan du ikke se, at det er skørt?”
Men det kan han ikke. Vi ligger lidt i stilhed og endelig overmander trætheden også ham, så han falder i søvn.
Næste morgen, efter jeg har afleveret en glad dreng i skolen, slår det mig pludselig: Det jeg bad ham om, var jeg jo overhovedet ikke selv i stand til! “Hold nu op med at fokusere på det negative” sagde jeg til ham – men hvad var det, jeg selv gjorde? Jeg var jo selv fuldkommen fanget af mine egne negative tanker: at det var hans brok, som var skyld i min irritation.
Her bagefter virker det helt skørt, at jeg lytter til mine egne negative tanker, som fortæller mig, at det er dødirriterende, at min dreng bliver ved med at lytte til sine negative tanker. Men mens det stod på, så jeg ikke det groteske i situationen. Det var helt tåget for mig: Jeg oplevede mine egne tanker som virkelighed. Mens jeg helt tydeligt så, at hans jo bare var tanker.
Lige der midt i tankestormen havde jeg glemt, at min oplevelse skabes indefra mig. Jeg forsøgte i stedet at ændre på ham (“stop så de negative tanker”), for at jeg selv kunne få det godt (så mine egne negative tanker kan stoppe). Mit forsøg på en løsning er fuldkommen UDEfra og IND og det er hårdt arbejde, som ikke engang virker.
Da jeg lå og puttede ham, var der en lille stemme, der sagde noget om, at jeg var på vej i den forkerte retning. Men jeg overhørte den, fordi jeg var så fokuseret på, at hvis bare jeg fik ham til at slippe sine negative tanker, så ville jeg også være ok. Derfor virkede det logisk at gøre alt, hvad jeg kunne for at få ham væk fra sine negative tanker.
Problemet var bare, at al min snak talte til hans intellekt, som jo i forvejen var på overarbejde – så jeg fik bare fyret endnu mere op for hans tanker. Men i øjeblikket kunne jeg slet ikke se, at det jeg gjorde virkede stik modsat. Mine egne negative tanker var så overbevisende: “Få ham nu bare til at se, at det er skørt – så holder det op” vrissede det inde i mit hoved. Det var nærmest, som om jeg havde fået tunnelsyn. Alle andre muligheder var slørede: Den lille stemme, som mindede mig om, at jeg måske var på vej i den forkerte retning var sløret. Min viden om, at vi jo oplever livet indefra og ud – og ikke UDEfra og ind var også sløret.
Dagen efter da tågen lettede kunne jeg pludselig se det hele mere klart: Nu så jeg, at det var helt tosset, at jeg bad ham om præcis det, som jeg ikke selv kunne finde ud af. Men fordi det er så skørt, så bliver det også endnu mere tydeligt, at det jo er sådan, det fungerer: Når vi er midt i stormen, så opleves tankerne virkelige. Uanset hvad andre siger, eller hvad vi fra vores intellekt forsøger at sige til os selv – så virker det ikke. Tværtimod gør det måske bare tankestormen endnu mere tæt.
Heldigvis så lettede tågen af sig selv – og det gør den jo altid! Tankerne er altid på vej videre, så før eller siden så ser vi livet med nye øjne, og så ser det hele pludselig helt anderledes ud. Alt det som før var sløret står pludselig lysende klart. Og alt det som virkede så virkeligt, kan vi pludselig se bare var tanker.
Og netop det, at tågen letter af sig selv, er så vigtigt at vide – for det var jo ikke mig, der fik tankerne til at vende. Hverken for mig selv eller for min dreng. Næste dag så vi bare anderledes på livet – begge to. Helt uden at vi selv havde gjort noget. Livskraften inden i os havde fundet et lille hul og var piblet frem – helt af sig selv. For det er jo det, den gør. Vores egen indre sundhed finder vejen, når vi selv holder op med at stritte imod eller forsøge at løse det hele med vores intellekt.