Her i januar kan det være svært at bevare troen på, at vi er gode nok, som vi er. For det myldrer frem med reklamer og opslag for alverdens måder vi kan forbedre os selv på. Og vi er også selv eksperter i at tænke, at der er noget galt med os og vores liv. Det kan handle om alt fra måden vi ser ud på, til måden vi lever vores liv, vores arbejde, familie osv. osv. Listen er nærmest uendelig, for vi er utroligt kreative, når det handler om at finde fejl ved os selv og vores liv.
Vi bruger den gave vi har fået, at vi kan tænke, til at mishandle os selv. Ordet mishandle lyder måske voldsomt – det er jo bare tanker, tænker du måske. Men når vi dag ud og dag ind bliver ved med at tænke på alt det, som er forkert ved os, og på alt det som burde ændres og laves om i vores liv, så er det faktisk en slags mishandling, vi udsætter os selv for. Hvis nogen fortalte, at de boede sammen med en, som talte sådan til dem, som mange af os har for vane at tale til os selv inde i hovedet – ville du så synes, det var ok? Nej, vel?
Men så længe det er mine egne tanker, der svinger pisken over mig, så har jeg en tendens til at tro, at det der bliver sagt er sandt. Og at det er mig, der er noget galt med, fordi jeg ikke bare kan finde ud af at gøre det der bliver sagt. Gå nu på den kur, find nu ud af det med det job, hold nu op med at være sådan en dårlig mor osv. osv.
Og hvad sker der så, når vi slår os selv oven i hovedet med alt det, der er galt? Så bliver vi kede af det, frustrerede, vrede, opgivende, ulykkelige, deprimerede. Der er mange ord for det, men kort sagt så får vi det dårligt. Og det er faktisk en god ting – at vi får det dårligt. For vores følelser fungerer som vores indre guide.
Når vi får det dårligt, så er det et tegn til os om, at vi er på vej ind af en tankesti, som det ikke er hjælpsomt at gå ind af. Når vi mærker skuffelsen over, at vi igen ikke har tabt os eller bliver frustrerede, fordi vi igen bebrejder os selv, at vi ikke har fået gjort noget ved ønsket om at skifte arbejde, så er det rigtigt godt, at vi føler skuffelsen og frustrationen.
Det er godt, fordi det er et signal til os om at vende om.
STOP! Siger skuffelsen – hvorfor tænker du dog hele tiden over det, som du ser som fejl. Nu bliver du jo bare endnu mere ked af det, og det vil ikke få dig til at ændre vaner. VEND OM – gå en anden vej, den her vej med bebrejdelse og skuffelse og trusler mod dig selv er ikke en hjælpsom vej at gå.
Vores indre følelseskompas virker på samme måde som smerte gør med fysiske skader. Når vi har slået foden, gør det ondt. Og det er godt! For det hjælper os med ikke bare at gå videre på den skadede fod, men stoppe op og vente til den igen er klar.
Følelserne fungerer fuldstændig lige sådan – men ofte kommer vi til at misforstå dem. Vi tror, at når det gør ondt, så må det vi tænker være særlig vigtigt. Vi tror, at det lille stik af frustration vi føler, når vi tænker over fx vores familieliv eller vores arbejde er tegn på, at vi skal ændre en masse ved familien eller arbejdet. Hvis bare vi går fra hinanden, eller hvis bare jeg får et nyt job, så skal det nok blive godt, tænker vi – og hvis vi ikke bare lige kan fikse det sådan, så tænker vi mere og mere og bekymrer os mere og mere, for så finder vi jo nok en løsning.
Men det lille stik af frustration var i virkeligheden bare et signal fra følelseskompasset om, at du nu var på vej ind af en vej, som ikke er særlig hjælpsom. Men vi lytter ikke – og derfor bliver signalerne nødt til at vokse.
Efter måneder, hvor jeg har overhørt og overhørt de mindre signaler, får jeg måske pludselig et angstanfald. Men så længe jeg tror, at den dårlige følelse er et signal om, at jeg skal gøre noget ved situationen, og ikke blot et signal om, at jeg er på vej i den forkerte retning med mine tanker, så vil jeg straks tænke: Hvis jeg får angst, når jeg tænker over min økonomi, så må det være fordi det virkelig er sandt, at jeg burde tjene mange flere penge eller spare meget mere op.
Men hvis jeg får angst, når jeg tænker over min økonomi, så siger det intet om min økonomiske situation. Det er også derfor vi kan få angst over problemer, som vi med vores sunde fornuft godt kan se ikke rigtig er der. Angsten betyder blot, at jeg i meget lang tid har gået ned af en tankesti, som handlede om, at der var noget galt med min økonomi, og at jeg har overhørt de mange tidligere forsøg fra følelseskompasset om at få mig væk fra den sti. Så nu RÅBER systemet til mig, og håber jeg endelig vil lytte, når jeg mærker noget så ubehageligt som et angstanfald.
Men hvis ingen nogensinde har fortalt mig, at jeg har et indre guide system, og at min følelser aldrig betyder andet end blot at vise mig, hvorvidt jeg lige nu bruger tankerne på en hjælpsom eller ikke hjælpsom måde, så er det svært at forstå, hvad signalerne betyder.
For mig har det været utrolig hjælpsomt at opdage, at mine følelser er et fantastisk redskab til at hjælpe mig med at navigere. Tankerne dukker op som de vil – dem kan jeg ikke styre. Men når jeg mærker følelsen, så ved jeg om det er hjælpsomme eller uhjælpsomme tanker. Og jeg ved, at når det føles ubehageligt, så er det bedste jeg kan gøre at slippe tankerne og lade dem være.
Det betyder ikke, at jeg ikke længere får triste eller frustrerede tanker. Det gør jeg – for vi kan ikke selv styre, hvad vi tænker. Men når jeg lader være med at gribe fat i de triste eller vrede tanker, så varer de ikke så længe. Det går hurtigere over igen, og så snart det går over, kommer jeg tilbage til en klarhed, som gør, at jeg ser muligheder og løsninger i stedet for problemer.
Det fantastiske er nemlig, at når vi giver slip i tankerne – lader være med at følge med dem – så er det deres natur at forsvinde igen. Som skyerne der igen forsvinder og lader os se den blå himmel.
Og der bag tankerne, der finder vi os selv. Der finder vi, den vi er i vores essens. Bag tankerne er der altid ro og klarhed. Bag tankerne er vores grundfølelse altid kærlig. Den er den vi er – det er Livet i os, som vi mærker, når tankerne slipper.