Nogen gange larmer tankerne så meget, at vi kan føle os helt stressede, selvom vi har fri. Tankerne drøner rundt og føles ofte så insisterende, at vi synes, vi bliver nødt til at lytte til dem.
Der er en ting, der kendetegner tankerne, og det er, at de aldrig foregår i nutid. I vores tanker er vi altid på tidsrejse enten til fortiden eller fremtiden. Vi bekymrer os om, hvad vi tror der kommer til at ske – enten om lang tid eller måske bare om nogle minutter, timer eller dage. Vi vender og drejer det i hovedet i et forsøg på at kunne gøre noget ved det. Problemet er bare, at den visdom, som skal guide os i fremtiden ikke viser sig, før der er brug for dem. Visdom taler nemlig i nutid.
Hvis vores tanker ikke tager os med ud i fremtiden, så bliver vi kastet tilbage til det, som er sket. Igen kan vi bruge timer på at vende og dreje ting, der er sket, og som vi synes burde være sket på en anden måde. Vi burde måske selv have handlet anderledes, eller vi undrer os igen og igen over, hvorfor andre handlede, som de gjorde. Vi stiller os selv spørgsmål om, hvorvidt det er vores skyld eller deres skyld, og vi spekulerer igen og igen over, hvad vi kan gøre anderledes, hvis en lignende situation dukker op.
Ofte kan vi også føre lange samtaler i vores tanker med mennesker, som ikke er tilstede. Måske oven i købet med mennesker, som slet ikke er i vores liv mere. Alligevel tager tankerne samtalerne lige så alvorlige, som hvis vi sad direkte overfor personen. Vores følelser bliver lige så påvirkede, som hvis vi var midt i skænderiet lige nu og her.
Når det larmer så meget, kan det være næsten umuligt at finde ud af, hvad vi skal gøre, for at finde bare en smule ro. For slet ikke at tale om at finde bare en smule klarhed over, hvad vi i virkeligheden bør handle på. Det hele kommer til at virke uoverskueligt, og vi føler os udmattede og stressede ved at forsøge at analysere os frem til, hvilke tanker vi skal lytte til, og hvornår vi skal handle.
Heldigvis behøver vi ikke at arbejde så hårdt for at finde frem til den ro og klarhed, som vi længes efter.
Vi har i virkeligheden kun en opgave: Lyt efter følelsen.
At lytte efter følelsen betyder for mig at kigge i retning af følelsen af ro, klarhed og kærlighed. Den følelse som vi er i vores essens bag tankerne. Jo mere jeg kigger i retning af den følelse, jo mere oplever jeg at leve livet fra den følelse. Det betyder, at jeg oplever livet fra et sted, hvor der er ro og klarhed inden i mig, og hvor jeg ser på mennesker omkring mig fra en følelse af kærlighed, og hvor jeg ved, at vi er forbundet.
Når jeg mærker, at tankerne begynder at buldre derud af med alle deres krav om ting, der skal gøres og ordnes, så er det så tydeligt at mærke, at jeg er på vildspor, for den følelse som de tanker kommer med er alt andet end ro og klarhed. De tanker kommer med en følelse af uro, stress, travlhed og alle mulige andre former for ubehag. Mine følelser fungerer som det perfekte navigationssystem, for jeg ved, at når det er den følelse jeg befinder mig i, så er jeg i gang med at tænke mig ud af en tankesti, som ikke fører til noget godt.
Så har jeg kun en opgave – og det er at finde til bage til følelsen af ro og klarhed. Når jeg løfter blikket fra tankerne om alt det, som er gået galt eller kan gå galt, så skaber jeg et øjebliks forstyrrelse fra de larmende tanker. Lige præcis nok til at jeg kan få øje på, at livet er lige her og nu. Ikke i fortiden og ikke i fremtiden. Men lige her. Lige nu. Og så snart jeg falder ind i nuet, så falder jeg også automatisk ind i en følelse af ro og klarhed. En følelse af kærlighed. Den følelse findes nemlig altid lige bag tankemylderet.